Print side

Design Thinking

’Design Thinking’ er en metode, man kan bruge, når man vil opfinde noget nyt. Metoden er god, når man vil være bedre til at forstå dem, der skal bruge eller spise det, man gerne vil opfinde. På den måde sikrer man, at brugerne bliver mere glade for det, man opfinder. Man kan også bruge metoden, når man gerne vil stille spørgsmål ved noget, som man tror på i dag. Eller, hvis man vil forsøge at finde en helt ny måde at gøre nogle ting på. 

Når man bruger modellen, er det vigtigt, at man følger de fem trin. Her er nogle eksempler på, hvad man kan undersøge:

  1. Indsigt
    1. På dette trin undersøger man målgruppen for den vare, man gerne vil opfinde. Dem der skal bruge eller spise det, man vil opfinde. Hvem er de? Hvordan lever de? Hvad kan de lide? Hvad kan de ikke lide? Hvad har de brug for?
    2. På dette trin undersøger man varen. Findes der allerede sådan en vare på markedet? Hvordan ser den ud? Hvordan smager den? Hvor kan man købe den? Hvem køber den? Hvis der ikke findes sådan en vare, er der så brug for en? Hvem kunne have lyst til at købe den? osv. 
  2. Definition
    1. På dette trin bruger man de ting, man er kommet frem til på trin 1. Her finder man mere præcist ud af, hvad man vil opfinde. Hvad skal tingen kunne? Hvordan skal den bruges? Hvordan skal den smage? Hvad skal den koste? osv. 
  3. Idéudvikling
    1. På dette trin bruger man de ting, man er kommet frem til på trin 2. Her finder man mere konkret ud af, hvad man vil opfinde. Hvordan skal det se ud? Hvad skal der i? Hvad skal det laves af? osv.
  4. Prototype
    1. På dette trin bruger man de ting, man er kommet frem til på trin 3. Her skal man lave en rigtig udgave af det, man vil opfinde. En prøve. 
  5. Test
    1. På dette trin bruger man de ting, man er kommet frem til på trin 4. Her skal man undersøge, hvad brugerne siger til det, man har opfundet. Kan de lide det eller ikke?